Børneperspektivet:
Det er vigtigt for os at alle børn føler sig vigtige og værdsat i Moseengens Børnehus.
Alle vores børn har en central plads i fællesskabet, og medindflydelse spiller en stor rolle i børnenes hverdag.
Det enkelte barn skal lære og vil opleve, at der stilles krav, men at det også har mulighed for selv at træffe valg i sin dagligdag. Personalet er opmærksomme på at stille barnet overfor valg, eksempelvis hvilket spil vil du spille? eller hvem vil du lege med, eller hvad har du lyst til? I de pædagogiske overvejelser tænkes barnets nysgerrighed og interesser ind i planlægningen/aktiviteterne.
Børnene vil erfare at alle har en stemme i fællesskabet i Moseengens Børnehus, uanset alder. Det er personalets ansvar at alle børn tages alvorligt i de demokratiske beslutninger. Det gøres ved gruppesamlinger hvor alle skal have mulighed for indflydelse eller kunne tilkendegive deres mening. Personalet opfordrer børnene til at være aktive deltagere, dette lærer vores børn at kunne håndtere demokrati på børne niveau.