Lidt om vores hus:
Institutionen er bygget i 1980 og startet op som en 60 børns børnehave. Med behovet for flere vuggestuepladser, blev der i 2002 etableret en vuggestuegruppe og yderligere en mere i 2007. Efter en brand nytårsnat ind i år 2009, er institutionen genopbygget og udvidet med 135 m2 og fremstår nu med langt bedre fysiske rammer og et rigtig godt produktionskøkken.
Vi er i dag, en integreret institution og kan rumme ca. 60 børn. Hos os er børnene er fordelt på alle fire stuer i alderen 0 - 6 år. Søskende er på samme stue, da vi prioriterer et godt og stabilt forældresamarbejde, uden for mange skift i de nære relationer. Da vi arbejder meget med relationer, er det også vigtigt for os, at børnene ikke skal skifte stue mens de er i Moseengen. Efter de indskrevne børns alder og udvikling, kan vi i perioder have behov for at fordele børnegrupperne anderledes og vi vil her altid orientere jer, når vi laver væsentlige ændringer.
Personalet:
Moseengens Børnehus har 15 faste medarbejdere fordelt på 8 pædagoger 5 pædagogmedhjælpere, en køkkenleder og daglig leder.
Alle med mange års erfaring og en bred faglig viden. Personalet deltager jævnligt i kurser og diverse efteruddannelser for at opkvalificeres til de mange og alsidige opgaver hverdagen byder på.
Alle fastansatte har gennemgået det store førstehjælpskursus og der følges op med lovbestemte kurser i både førstehjælp og brandslukning.
Vi har 2-3 tilkaldevikarer tilknyttet huset, der kan træde til ved det faste personales fravær, som ferie/kurser/ sygdom m.v.
Vi arbejder meget med åbne døre og på tværs af hele huset. Det gør, at børnene og de voksne kender hinanden rigtig godt og børnene kan finde flere legerelationer. Det er dermed også mere trygt for børnene, når andre voksne skal tage over og give en hjælpende hånd.
Vi har bespisning af alle børn og vores køkkenleder, laver en sund og næringsrig varieret kost. Køkkenet har Sølvmærket for økologi. Vi har i samarbejde med områdets øvrige institutioner en fælles kostpolitik for bespisningen i vores dagtilbud.
Informationer og nyhedsbreve:
I Køge kommune har vi et forældre intranet, der hedder AULA som I bliver introduceret for ved start i institutionen. På AULA vil I bl.a. kunne læse mere om vores hverdag og der vil blive lagt billeder ind fra børnenes aktiviteter. Information og nyhedsbreve til alle forældre vil komme på AULA.